Semesterstartsreception

Traditionen tro blev der torsdag i rusugen afholdt semesterstartsreception. Modsat tidligere havde KALIF dog overtaget værtskabet for både reception og den efterfølgende semesterstartsfest. Til receptionen blev der drukket vin, spist chips og hilst på nye unge håbefulde idéhistoriestuderende. Derudover blev specialetitler fra det forgangne år læst op og de første eksemplarer af den nye kop delt ud til de nu færdige kandidater, der var mødt op.

morten

En ny tradition (der startede i 2012 er) at en studerende bliver inviteret til at holde tale for nye såvel som gamle ansigter. I år var Maria Klaris den, der – til stor ros – havde ordet. Hendes tale kan læses herunder:

Semesterstartstale ved semesterstartsreceptionen den. 29. august 2013
af Maria Klaris, det talte ord gælder.

Semesterstart er en festlig tid. Efter en forhåbentlig genopladende sommer mødes vi – for nogens vedkommende i spændingen ved det første møde, for andres i gensynets glæde. Fælles mødes vi om starten på det semester, som ligger for os: med ting vi vil undres over, nye opdagelser vi vil gøre, udfordringer vi vil møde og kampe vi må tage. Vi mødes om planlægning og koordinering, om forståelse og diskussion, om indtryk og udtryk. Vi mødes i et nysgerrighedens fællesskab.

Og alligevel rammes jeg af og betænkes jeg ved dette møde, for hvor langt rækker det egentlig? Hvor stærkt er vores fælles miljø her på idéhistorie?

En rapport fra 2011 om studiemiljøet på AU – som nogen formentlig kender vældig godt – viser, at 21% af vi studerende ved IFI (institut for filosofi og idéhistorie, som det hed dengang) til daglig på studiet ’altid’ eller ’ofte’ følte os ensomme  – det er hver 5. Ensomhed er – og her kunne jeg som god idéhistoriker går eksistentialistisk, fænomenologisk eller andet-logisk eller -istisk til værks. Men jeg holder mig til påpegningen, at ensomhed er et signal om, at der er noget, vi mangler eller savner: nemlig kontakt. Derfor mit spørgsmål: hvor langt rækker vores møde, vores kontakt egentlig her på idéhistorie?

Fra mit perspektiv er det at være idéhistoriker in spe – hvem ved, måske også fuldvoksen idéhistoriker – en kompliceret affære. Det er både tiltrækkende og inspirerende, for man kan gå på opdagelse i alverdens fænomener, på alverdens hylder. Og det er angstfremkaldende, til at blive rundtosset af, for hvor skal man starte og i særdeleshed: hvordan finder man en afslutning på det, som er uafslutteligt? Det er fantastisk ved denne, vil nogen mene, unyttige dannelses højborg at have muligheden for at fordybe sig i netop det, som vi hver især er optaget af. Samtidig kan det være fortvivlende, for hvor skal det føre mig hen? Det er oplysende – endog til tider begejstringsvækkende – at lytte til Jer eksperters vidensfyldte forelæsninger, at læse jeres bøger og studere andres. Samtidig er det udfordrende og svært – både at forstå og at skabe rum for den videre samtale og sam-læren. For hvordan får vi studiegrupper, vejledninger og andre dialoger i gang, således at de hjælper os i retning af mere og bedre forståelse?

klaris

Det er eksistenskrise-fremkaldende – som jeg i alvorlig spøg omtaler mine eksamensperioder – at studere idéhistorien. Hvorfor? Det fortæller Kierkegaard os, her trukket ud af sin kontekst, i et ubenyttet forord til hans værk Begrebet Angest: ”I mangel af den uhyre opgave at forstaae alle mennesker har han valgt, hvad man maaske vil kalde borneret og taabeligt, at forstaae sig selv”. Forsøget på at forstå vore valgte idéhistoriske problemstillinger bliver et forsøg på selvforståelse. Jeg skriver, samtidig med at jeg selv skrives – fortæller, samtidig med jeg selv fortælles. Hvad er frihed?, bliver et spørgsmål om hvilken er min frihed? Hvad er historie?, bliver spørgsmålet om hvad er min historie. Hvad er mennesket bliver, hvad er jeg? Hvis ikke dette er kompliceret, tiltrækkende, angstfremkaldende, inspirerende, til at blive rundtosset af, fortvivlende, oplysende, svært, fantastisk, udfordrende, begejstringsvækkende – ja, så ved jeg snart ikke, hvad der er! – Jeg håber ikke, jeg nu har skræmt alle I nye studerende væk.

Denne hvirvel må vi turde kaste os ud i, idet vi forsøger at forstå. Og jeg tror modet og den vedholdenhed, det kræver, styrkes fra et stærkt fundament, hvorfra vi netop kan springe og for en stund miste retningsfornemmelsen. Et fundament som opdyrkes i det fælles møde, hvor vi tør vise os, har modet til at stille vores – måske dumme – spørgsmål, tør give en hjælpende forklaring og en støttende begrundelse – tør være med hinanden i det åbne, uafsluttelige.

Dét kunne jeg ønske mig styrket her på idéhistorie. Derfor en dyb opfordring til os alle til at engagere os i de fora, som allerede består på idéhistorie: i idéhistorisk forening, i fredagsbaren – alle ved at dybe tanker fremdyrkes bedst over en god øl, i faglig weekend, i den nye kandidat- og alumneforening. Og til her at udfolde mødet med hinanden og skabe kontakt ved at turde bringe os selv i spil.

Det er et privilegium at være studerende på idéhistorie, ikke blot fordi der er væsentlig flere ansøgere til studiet end pladser her. Men fordi selvstændigheden – nogen vil måske sige anarkismen – trods nye ”stordriftsfordele” stadig er at finde her: når man går forbi et unavngivet professorkontor og bliver mødt af en mistænkelig duft af tobaksrøg, når man i eksamenstidens tvivlrådighed fra studielederen møder et ”vi finder en løsning” eller når man i sin skyndsomhed og iver for at forstå, med frustrationen over netop ikke at forstå, fra sin underviser møder et beroligende ”tænkning tager tid”. Dette frirum er privilegiet ved at studere idéhistorie. Og det skal vi holde fast ved – men på en sådan måde at fri-rum ikke bliver til intet-rum, og dermed danner grobund for ensomhed.

Jeg undlod at starte mine overvejelser her med et ”I have a dream” – som jyde synes jeg nu alligevel, det ville være møj nok. Men alligevel: jeg har et håb om og et ønske for vores fælles miljø her på idéhistorie – at det kan styrkes, således at fri-rum bliver til møde-rum med åbenhed, fælles undring og mulighed for gensidig inspiration.

Derfor:

Tillykke med optagelsen og velkommen til til Jer nye idéhistorikere in spe.

Tillykke til Jer som har for nu har afsluttet kampen, jeg håber I vil holde fast i det idéhistoriske miljø og virke som inspiration for os andre.

Rigtig god, festlig semesterstart til os alle – god tur ind i dette semesters hvirvelstorm af undren og udfordringer.